Agerhønen er en efterårsdelikatesse, som kun fås frisk i en ganske kort periode, så vær vaks ved havelågen – eller køb den på frost, hvis du vil sætte tændere i den lækre, lille fugl uden for jagtsæsonen. Agerhønen er en lille, buttet fugl på mellem 200 og 300 g. Kødet har en mild vildtsmag, der kan minde om fasan. Man kan være heldig at spotte den lille, brune agerhøne i randen af marker og enge. Agerhønen trives bedst i nærheden af økologisk landbrug eller uplejede engområder, hvor de voksne fugle kan finde vilde urter og græsser, og ungerne kan gufle sig mætte i insekter.